Markus knytter sin beretning til GT med en sammenfletning af tre tekster: 2 Mos 23,20, Es 40,3 og Mal 3,1. De handler om at Gud sender en forløber før han selv kommer og frelser folket. Ordet “bane… vej” bruges i både vers 2 og 3. Forløberen er ikke Jesus, men Johannes Døber.

Med sin klædedragt fremstår Johannes som en ny Elias (jf. Mark 9,13). Han kalder folket til omvendelse og peger frem mod Jesus med to forskelle: Jesus er stærkere, og Jesus kan døbe med Helligånden. Dåben med Helligånden sker ikke i evangeliet — det er en ekstern reference, der peger frem mod noget efter Jesu død og opstandelse.

I dåben sker to ting: Helligånden kommer over Jesus, og han deklareres som Guds søn. “I dig har jeg fundet velbehag” leder tanken til Es 42,1. Dermed understreges både Jesu status (han er Guds søn) og hans kald (han er Herrens tjener).

Ånden driver Jesus ud i ørkenen, hvor Satan frister ham og engle sørger for ham. Hos Matthæus er temaet netop den status, der blev deklareret i dåben: Er Jesus virkelig Guds søn?

Jesus kommer til Galilæa efter Johannes’ fængsling og prædiker Guds evangelium. Guds rige kan defineres som “Guds frelsende herredømme”. Jesus proklamerer at det er kommet nær, og kalder til omvendelse og tro. Hvordan Guds rige, omvendelse og tro kommer til udtryk, udfoldes i de næste mange kapitler.

Jesus kalder Simon, Andreas, Jakob og Johannes ved Galilæa sø. Blandt de jødiske lærde var det normalt at eleven opsøgte læreren — men her er det Jesus der tager initiativet. De følger ham straks. Søen bliver omdrejningspunktet i første halvdel af evangeliet.

I synagogen i Kapernaum underviser Jesus og uddriver en dæmon. Nøglen i teksten er vers 22 og 28, hvor det understreges at Jesus har en speciel myndighed. Dæmonen genkender Jesu identitet: “Guds Hellige”.

Jesus helbreder Peters svigermor. Da solen går ned (sabbatten slutter), kommer folk med syge og besatte. Markus skelner mellem sygdom og dæmoni. Dæmonerne får forbud mod at fortælle om Jesu identitet.

Jesus går til andre byer på trods af at alle søger ham. Han begrunder det med sin opgave: Han er ikke kun kommet til Kapernaum. Før det sker, går han ud til et øde sted og beder.

En spedalsk mand helbredes. Ifølge 3 Mos 13,46 skulle en spedalsk leve uden for byerne. Manden får påbud om tavshed og om at lade sig syne af præsten (3 Mos 14,1ff). Han overtræder påbuddet, og konsekvensen er at Jesus ikke kan færdes offentligt. Jesu mission og folkets forventninger stemmer ikke altid overens.

Fire mænd bringer en lam mand til Jesus gennem taget. Jesus ser deres handling som tro. Der sker to ting: Manden tilgives (vækker protest, v.6) og helbredes (vækker forundring, v.12).

De skriftkloges indvending: “Hvem kan tilgive synder andre end Gud?” Det er første gang vi ser antydninger af konflikt mellem Jesus og de jødiske grupper. Menneskesønnen (fra Dan 7) har myndighed til at tilgive synder på jorden.

Levi mødes af Jesu kald på samme måde som Simon og Andreas (1,16ff): Han rejste sig og fulgte ham. Toldere var ikke velsete og nævnes sammen med “syndere”. Farisæerne reagerer negativt på at Jesus spiser med dem. Jesu svar: De syge, ikke de raske, har brug for læge.

Farisæernes praksis var to ugentlige fastedage. Jesus svarer med at brudesvendene ikke kan faste når brudgommen er her — Jesus er brudgommen. Han forudser én dag hvor de skal faste: “Når brudgommen er taget fra dem” — muligvis en henvisning til hans død. To billeder om nyt stof på gammel kappe og ny vin i gamle sække: Det nye er Guds rige, som Jesus kommer med.

Disciplene plukker korn på en sabbat. Farisæerne ser det som arbejde (jf. 2 Mos 34,21), men det var tilladt at plukke med hånden (5 Mos 23,26). Jesus giver to svar: David og hans mænd spiste noget de ikke måtte (1 Sam 21) — Jesus ser sig selv som den nye David og disciplene som hans “mænd”. Og Menneskesønnen er herre over sabbatten. I 2,10 har Menneskesønnen ret til at tilgive. I 2,28 er han herre over sabbatten.

Det er stadig sabbat. I synagogen holder farisæerne øje med Jesus. Han udfordrer dem med spørgsmålet: “Er det tilladt at redde liv på en sabbat?” — det griber direkte tilbage til diskussionen i 2,23ff. Til forskel fra før er de tavse.

Jesus helbreder manden. Reaktionen er vidt forskellig fra 1,27: Dér blev folk “forfærdede” — her beslutter farisæerne og herodianerne at få ham slået ihjel. Farisæernes hjerter er forhærdede: De forstår ikke og tager ikke imod Jesu budskab.

Folk kommer langvejs fra for at møde Jesus. Han fortsætter med at skjule sin identitet (v.12). Helbredelser og uddrivelser fortsætter.

Jesus udvælger tolv apostle med tre hovedopgaver: De skal være sammen med ham, sendes ud for at prædike, og have autoritet til at uddrive dæmoner. Det er også hvad Jesus selv har gjort: Han prædiker (1,14) og uddriver dæmoner (1,21ff).

Jesus møder modstand fra to fronter. Markus introducerer dem parallelt med “De sagde at…” (v.21 og v.22). Familien mener han er “ude af sig selv”. De skriftkloge mener han er “besat af Beelzebul”.

Jesus svarer de skriftkloge: Hvordan kan Satan uddrive Satan? To forskellige typer synd får to forskellige svar. Familiens anklage (“ude af sig selv”) er bespottelse der kan tilgives. De skriftkloges anklage (“besat af Beelzebul”) er synd mod Helligånden der ikke kan tilgives. Synd mod Helligånden er her ikke én bestemt handling, men en afvisning og dæmonisering af Jesus.

Jesu familie kommer og kalder på ham. Jesus definerer sin sande familie som dem, der gør Guds vilje. Det tema vender tilbage i 14,12–16, hvor Jesus holder påskemåltidet med disciplene — ikke sin biologiske familie.