Paulus indleder med et retorisk spørgsmål (diatribe-stil). Abraham omtales som «vort folks stamfar» — ordret «vores far efter kødet» (sarx). Vægten i kapitlet ligger på udvidelsen af Abrahams faderskab fra det fysiske til det åndelige.

«Retfærdiggjort af gerninger» går igen fra 3,19-20 og 3,28. Abraham fylder meget i jødisk teologi: «Han holdt den Højestes lov og indgik en pagt med ham» (Sir 44,20). «Blev Abraham ikke fundet tro i prøvelsen, og blev det ikke regnet ham til retfærdighed?» (1 Makk 2,52). Paulus må vise at Abraham blev retfærdig af tro.

«Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.» Første gang i Skriften at ordene «tro» og «retfærdighed» forekommer. Det eneste sted hvor både «tro», «tilregning» og «retfærdighed» optræder i forbindelse med Abraham.

Mere præcist: «Løn tilregnes ikke den der arbejder efter nåde men efter fortjeneste.» To konsekvenser af citatet: i) Gerninger har ingen del i retfærdiggørelsen. ii) Guds tilsagn gives gratis.

«Ikke at arbejde» står parallelt med «at tro». Modsætningen er: arbejde eller tro. «Ugudelig» bruges her og i 5,6; i 1,18 bruges «ugudelighed». Både 1,18 og 5,6 beskriver et universelt menneskeligt oprør mod Gud. Tilregning: at tilskrive Abraham en status ved at erklære ham for noget han ikke var.

En komparativ konjunktion stiller Abraham og David side om side. «Uden gerninger» viderefører 3,20 og præciserer hvad «den der ikke arbejder» (v. 5) betyder.

Citat fra Sl 32,1-2. Overgangen fra v. 6 til v. 7 viser, at tilregnelse af retfærdighed ikke handler om vurdering af meritter, men om tilgivelse. «Ikke» i anden del er emfatisk. Sammenknytningen af tilgivelse og retfærdiggørelse genfindes i 2 Kor 5,18-21.

Paulus genoptager diatribestilen fra v. 1-3 med tre spørgsmål: Gælder saligprisningen både omskårne og uomskårne (v.9)? Hvordan blev den tilregnet (v.10a)? Som omskåret eller uomskåret (v.10b)? I lyset af 3,29-30 er svaret allerede givet.

Abraham var hedning da Gud talte til ham om retfærdighed. 1 Mos 15 (retfærdighed) kommer før 1 Mos 17 (omskærelse). Den kronologiske rækkefølge er Paulus’ argument.

Omskærelsen var et tegn på retfærdigheden af tro (jf 1 Mos 17,11: «tegn på pagten»). Segl bekræfter sandheden af noget (jf 1 Kor 9,2). Omskærelsen bekræftede en retfærdighed Abraham allerede havde.

Hensigten med omskærelsen udfoldes i to sætninger: Abraham skal være far til de uomskårne, og retfærdigheden skal tilregnes dem.

En eller to grupper? Oversættes sætningen som én gruppe (DO92) eller to (omskårne jøder + hedningekristne)? Ordstillingen og konteksten taler for én gruppe: omskårne der også går i sporene af Abrahams tro.

Løftet til Abraham og hans efterkommere: mange efterkommere (1 Mos 13,16; 15,5), land (1 Mos 13,15-17), velsignelse til alle jordens slægter (1 Mos 12,3; 18,18; 22,18). Senere udvides landløftet til et løfte om verden (Es 55,3ff). Paulus bruger «løfte» i tre tekstkomplekser: Abraham (kap. 4), Israel (kap. 9) og 15,8.

Hvis lovoverholdelse er forudsætning for arven, vil der ikke være nogen arvinger, fordi intet menneske kan opfylde loven (Moo). Løftet tømmes for indhold.

To mulige læsninger: (1) Generel — Gud rammer alle med vrede for overtrædelser, fordi loven er universel. (2) Specifik — loven forvandler synd til overtrædelse; jøderne har overtrådt loven (jf 2,1-29). Moo foretrækker den specifikke: overtrædelse og synd er to distinkte kategorier. Loven sætter ikke skel men sætter alle på samme linje.

Den negative pointe (v. 14-15): arven kommer ikke gennem loven. Den positive: den er af tro. «Derfor» drager en konklusion af v. 13-15. Løftet har en inklusiv karakter: både for dem der har loven og for dem der har Abrahams tro. «Han er fader til os alle» — både jødekristne og hedningekristne.

Citat fra 1 Mos 17,5. Gud «gør de døde levende» (rødder i 5 Mos 32,39; 1 Sam 2,6) — appliceres på Kristus i v. 24-25. Gud «kalder på det der ikke er til»: de «mange folkeslag» eksisterede endnu ikke da Gud talte om dem.

Fokus flyttes fra Guds løfte til Abrahams svar. Abraham har mistet sit menneskelige håb men har håbet til Gud. Citat fra 1 Mos 15,5: «Så mange skal dine efterkommere blive.» Formuleringen «med håb» genbruger Paulus i 5,2 og 8,20.

Abrahams krop var «uden livskraft» og Saras moderliv «var dødt». Begge udtryk har på græsk med død at gøre — Paulus vælger bevidst døds-terminologi i stedet for barnløsheds-terminologi. Dermed knytter han tilbage til v. 17: Gud «gør de døde levende.»

Abraham tvivlede ikke men blev styrket i troen og gav Gud æren — det modsatte af 1,21, hvor menneskene ikke giver Gud æren. Fuldt overbevist om at Guds løfte ville gå i opfyldelse.

Afrunder temaet fra v. 3. «Derfor» drager slutningen af det forudgående.

Første gang siden 1,5-15 skifter Paulus til første person flertal. Beskrivelsen af Gud som den der oprejste Jesus genfindes i 8,11; 10,9; 1 Kor 6,14; 15,15; 2 Kor 4,14 og Gal 1,1. Parallel med 15,4.

Klar parallellisme: «givet hen for vore overtrædelser» || «oprejst til retfærdighed for os.» Tråde tilbage til Es 53,7. «Givet hen» er passiv (jf 8,32).