De syv skabelsesdage følger mønsteret for tempelbyggeri i den gamle Orient. Kulminationen er Guds hvile på den syvende dag — gudens indflytning i sit tempel. Samme syvfoldsstruktur genfindes i tabernaklets syv taler (2 Mos 25–31) og byggeriet af Salomos tempel (1 Kong 6,38).

«Han byggede sin helligdom som himlene, som jorden, han har grundfæstet for evigt.» Templet er et mikrokosmos der spejler makrokosmos.

Adam sættes til at ‘abad (dyrke/tjene) og shamar (vogte) haven — præcis det ordpar der bruges om levitternes tjeneste i tabernaklet (4 Mos 3,7-8; 18,7). Eden er Guds første helligdom.

Spejler det livgivende ferskvand der strømmer fra tempelbjerget. I Egypten symboliserede hellige søer i tempelkomplekset det livgivende urhavet. Motivet vender tilbage i Ez 47,1-12 og Åb 22,1-2.

Både kosmos og tabernakel er Guds bolig. Begge afsluttes med en evaluering: Gud «ser» og erkærer skabelsen god (1 Mos 2,1-3); Moses «ser» og velsigner det færdige tabernakel (2 Mos 39,43).

Gradvis bevægelse fra jord til himmel. «Langhaus»-typen svarer til syrisk-fønikiske templer i Tell Ta’yinat, Karkemis og Guzana.

Alluderer til jordens søjler/fundament (jf Job 9,6). Jakin = «Gud har grundlagt.» Lotus-søjlehoveder symboliserer skaberkraften — lotusblomsten var i Egypten symbol på skaberguden og opstandelse.

Tolv okser (3×4 verdenshjørner) og cirkelrund form spejler kosmisk geografi. Parallel til Apsû i babyloniske templer — det livgivende ferskvandshav under jorden.

Enten et stiliseret livstræ (kosmisk symbolik) eller symbol på Gud som lysets kilde (1 Mos 1,3). Josefus forbinder de syv arme med de syv planeter.

Symbol på livets træ og guddommeligt kongedømme. «An important aspect in connexion with divine kingship and the Tree of Life is the idea of afterlife and resurrection» (Strange 1985).

Kohortativens skift fra «der blive» (jussiv) til «lad os gøre» (1. pers. pl.) markerer kulminationen: den sidste handling i tempelbyggeriet er installeringen af guddens billede. Pluralis peger ifølge Kou og Barth mod pluralitet i det guddommelige væsen snarere end en henvendelse til englene.

Mennesket skabes ikke blot i overensstemmelse med et billede, men som Guds billede — parallelt til installering af kultstatuen som det sidste led i et nærorientalsk tempelbyggeri.

Præpositionen k^e (lighed/sammenligning) kvalificerer: mennesket ligner Gud men er ikke ontologisk identisk med ham. Uden denne kvalifikation ville tselem alene kunne antyde guddommelig status.

Gud former mennesket af jord og blæser livsånde i dets næsebor. I den gamle Orient levendegørdes kultstatuer rituelt («mundåbning»: akkadisk pît pî, egyptisk wpt-r). Her er det Gud selv der giver liv — ikke en menneskelig håndværker.

«Herre, åbn mine læber.» Det er Gud der åbner profetens mund med alterild (Es 6) og puster nyt liv i de dødes ben (Ez 37,1-14) — en omvending af menneskets forsøg på at gøre det samme med afgudsbilleder.

Adam fader Set «i sin lighed, efter sit billede» — med omvendt rækkefølge af termer og præpositioner. Gudsbilledet videregives generationelt og forbinder billede med sønskab. Set — ikke Kain — er den legitime arving.

At slå et menneske ihjel er at angribe Guds kultstatue — et angreb på Guds repræsentant i det kosmiske tempel. Gudsbilledet forbliver efter syndefaldet.

Fordi mennesket allerede er Guds billede i det kosmiske tempel, er enhver menneskeskabt kultstatue en usurpation — en forvrænget omvending af skabelsesordenen.

«De har ingen ånde i sig» (Jer 10,14). Trods mundåbningsriten forbliver afgudernes læber forseglede. «Ve den, der siger til træet: Vågn op! Til den tavse sten: Stå op!» (Hab 2,19).

Hebr 2,7-9 læser «en kort tid» temporalt: menneskets status under englene er midlertidig. Guds telos for sit billede er ophøjelse.

Det fuldkomne gudsbillede som det første menneske pegede frem imod. I inkarnationen bliver Gud selv det, hans billede var beregnet til at være (Irenæus).

«Guds væsens nøjagtige aftryk.» Referent og billede falder ontologisk sammen i den inkarnerede Søn. Jesus beskrives aldrig som en «lighed» af Gud — for han er hvad han afbilder.

«Ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.» Gudsbilledet realiseres eskatologisk i Kristus.

«Lav alt efter det forbillede (tavnit), du har fået at se på bjerget.» Det er ikke en platonisk idé men Guds konkrete instruktion for sit jordiske hus.

David modtager planen for templet «fra Herrens egen hånd.» I den gamle Orient var den guddommelige åbenbaring af tempelplanen en fast del af tempel­bygnings­beretninger (jf Gudea-cylindrene fra 3. årtusind f.Kr.).

«Du befalede mig at bygge et tempel … en efterligning af det hellige telt, du havde beredt fra begyndelsen.» Peger på et himmelsk tempel der eksisterede før verdens skabelse.

«Jeg så Herren sidde på sin trone og hele himlens hær stå hos ham.» Den himmelske tronsal er det egentlige — det jordiske tempel er dens afspejling.

Herren på en høj og ophøjet trone, serafer der råber «Hellig, hellig, hellig!» Tærskelstenen ryster, huset fyldes med røg. Himmel og jord mødes i ét billede.

Troner sættes frem, en ildstrøm flyder ud, tusinder tjener ham. Den himmelske retssal er et tempel der rummer dom og herredømme.

En ydre bygning af is og ild, en indre helligdom med Guds trone. Underbygger forestillingen om et himmelsk forbillede.

Beskriver himlene og det himmelske tempel i arkitektonisk sprog — vidnesbyrd om jødisk tempelmystik i det 1. årh. f.Kr.

Jesus tjener «ved det sande åbenbaringstelt, som Herren selv … har rejst.» De jordiske præster tjener «ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske.»

Kristus går ind i «selve himlen for at træde frem for Guds ansigt for os» — den endegyldige ypperstpræstelige handling i det himmelske tempel.

En åben dør til himlen, en trone med 24 ældste og fire livsvæsener. Den himmelske liturgi genspejler den jordiske tempeltjeneste — og overgår den.

«Guds tempel i himlen blev åbnet, og pagtens ark kunne ses.» Det himmelske forbillede er ikke en abstraktion men en realitet der åbenbares.

«Herren, Gud den Almægtige, og Lammet er dens tempel.» Når forbillede og aftryk smelter sammen, opgår tempelteologiens spænding i den endelige virkelighed.