Gud taler til ypperstepræsten Josva og hans fæller, der er »mænd som er tegn« — de peger frem mod noget større. Gud annoncerer sin tjener Semak (Spire) og en sten med syv kilder, og lover at fjerne landets skyld på én dag.

Det store bjerg skal blive til en slette foran Zerubbabel, og han skal bringe slutstenen frem under jubelråb: »Nåde! Nåde!«. De syv er Herrens kilder der bevæger sig over hele jorden.

Her beskrives Semak som en Davidskonge og præst, der skal genopbygge templet og indføre et evigt rige. Han forener to embeder på én trone, med freds råd mellem dem.

Den messianske titel »Spire« forener billedet af grenen og rodskudet (Es 4,2; 11,1; Jer 23,5) med tjenerbilledet (Es 42–53).

Stenen med syv kilder/øjne (3,9; 4,10) — symboliserer Guds rensende kilde, der bortskyller synd.

Semak forener to embeder: konge og præst på samme trone, med freds råd mellem dem (6,13; Sl 110).

Tempelbyggeriet lykkes »ikke ved magt, men ved min Ånd« (4,6). Guds Ånd driver værket frem.

Der er stærke forbindelser til Esajas' messianske forkyndelse om et rodskud (Es 11) og den lidende tjener (Es 42–53). Zakarias 1–6 viderefører skildringen af Josva og Zerubbabel i en typologisk forkyndelse af, hvordan »Min tjener Semak« (3,8; 6,12) kommer og fjerner Israels synd og forener de to mænds arbejde.

Det hebraiske ʕênâyim kan betyde både »øjne« og »kilder«. Konteksten peger mod syv par kilder der åbnes og bortskyller synden (3,10) og giver frugtbarhed. Guds bolig bygges ved Guds Ånd og giver en rensende kilde.

I 6,12–13 beskrives Semak som en Davidskonge og præst, der skal genopbygge templet og indføre et evigt rige. Han spirer frem fra sit sted, og dermed er han indbegrebet af spiren, kongen og præsten (Jer 33,15–22; Salme 110). Josva og Zerubbabel er forløbere for den kommende person og hans gerning.